British North America Act (1867): Skabte Canada – Men ikke uafhængighed

BNA-akten (nu Constitution Act, 1867) gjorde Canada ikke uafhængig. Den skabte en føderalt dominion inden for det britiske imperium – selvstyrende internt, men underordnet i udenrigspolitik, forsvar og forfatningsændringer.

Hvad BNA-akten faktisk gjorde

• Forenede Canada West (Ontario), Canada East (Quebec), Nova Scotia, New Brunswick → Dominion of Canada (1. juli 1867).
• Føderal struktur: Parlament (Folketing + Senat), provinssiale forsamlinger, magtfordeling (§ 91/92).
• Westminster-stil ansvarligt regering: Kabinet ansvarligt overfor valgt Folketing.
• Britisk monark forblev statschef (repræsenteret af Generalguvernør).
• UK-Parlament beholdt: magt til at afvise canadiske love, ændre BNA-akten, erklære krig, føre diplomati.

Trin til fuld suverænitet

1. 1919: Canada underskriver Versaillestraktaten separat (første internationale traktat).
2. 1926 Balfour-deklaration: Dominioner = "autonome fællesskaber inden for det britiske imperium, ligestillede i status."
3. 1931 Westminster-lov: UK-Parlament afsiger lovgivningsmyndighed over dominioner (undtagen hvor dominion anmodner). Dette er Canadas juridiske uafhængighedsdato.
4. 1947: Canadisk statsborgerskabslov – særskilt nationalitet (tidligere "britiske undersåtter").
5. 1949: Appeller til Judicial Committee of Privy Council afskaffet (Højesteret endelig).
6. 1982: Constitution Act, 1982 – repatriering, ændringsformel, Rettighedscharta. UK-Parlaments sidste juridiske rolle ender.

Hvorfor forvirringen?

1867 er Konföderationen – lands fødselsdag som føderal enhed. Men "uafhængighed" er en proces, ikke en begivenhed. Canada Day (1. juli) fejrer 1867; juridikere markerer 1931. Begge har ret i kontekst.

Bundlinjen: BNA-akt = internt selvstyre. Westminster-lov = international juridisk personalitet. 1982 = fuld forfatningsmæssig autonomi.