Hvorfor Nordøst-Indien er en skov-bastion

Indiens Nordøst (Arunachal, Assam, Manipur, Meghalaya, Mizoram, Nagaland, Tripura, Sikkim) indeholder ~25% af Indiens skovdækning på ~8% af landarealet. Seks faktorer forklarer dette:

1. Orografisk nedbør: Himalaya-barriere fanger Bengalbugt-monsun. Cherrapunji/Mawsynram: 11.000+ mm/år — verdens vådeste.
2. Topografisk kompleksitet: 100–7.000 m højdeinterval skaber mikroklimaer: tropisk våd evgrøn → subtropisk furu → tempereret bredblad → subalpin konifer → alpind eng.
3. Biodiversitets-hotspot: Indo-Burma hotspot. 8.000+ blomsterplanter, 500+ orkideer, 600+ fugle, 100+ pattedyr. Hoj endemisme (Hoolock-gibbon, rød panda, skyd-panter).
4. Beskyttet-areal-netværk: 30+ PAs (Kaziranga, Manas, Namdapha, Dibru-Saikhowa, Nokrek, Keibul Lamjao). 30%+ skov under lovgivning.
5. Indigen forvaltning: 200+ stamme med sedvaneretslove (f.eks. Apatani vådris + skovforvaltning, Khasi hellige grover Law Kyntang, Naga fællesskabsreservater). Fællesskabsskove overgår statskove i nogle metrikker.
6. Hellig grover: 1.000+ dokumenterede. Kulturelle tabuer beskytter CLIMAX-vegetation. Refugier for sjældne arter.

Trusler

Skiftende rodbrug (jhum) intensificering, træfældning, minedrift, dømme, motorveje, plantagekonvertering (oliepalme, te), opstands-relateret udvinding. Klimaskift skifter højdezoner.

Nordøsten er ikke skovpræget ved tilfælde – det er et produkt af geologi, klima, evolution og menneskelig kultur forenet.