Italien bliver en republikk (1946): Politisk, social og økonomisk transformation

Italiens overgang fra monarki til republik (1946–1948) omformede nationen:

Politisk transformation

• 1946-folkeafstemning (2. juni): 54 % stemte republik; 46 % monarki. Norden favoriserede republikken; syden favoriserede monarkiet. Konge Umberto II eksileret.
• Constituent Assembly (1946–1947): Udformede forfatningen – i kraft 1. jan. 1948.
• Parlamentarisk republik: To-kammer (Folketinget, Senaten). Præsident (Statschef, 7-årig periode) valgt af Parlament + regionale delegater. Statsminister (Regeringschef) ansvarlig over for Parlament.
• Flertpartisystem: DC (Kristendemokrati) dominerede indtil 1990'erne; PCI (Kommunist) største i Vesten.

Socioøkonomisk "Miracle" (1950'erne–60'erne)

• Hurtig industrialisering: FIAT, Olivetti, Pirelli, ENI (energi).
• Marshall Plan-hjælp + EGKS/EØF grundlæggende medlem (1951/1957).
• Indvendig migration: Syd → Nord (industriel trekant: Milano-Torino-Genova).
• Infrastruktur: Autostrada del Sole, jernbaner, elektrificering.
• Sociale reformer: National sundhedstjeneste (1978), pensionsudvidelse, uddannelsesadgang.

Vedvarende udfordringer

• Nord-syd-kloft: Vedvarende BNP, beskæftigelse, infrastruktur-gab.
• Politisk ustabilitet: 60+ regeringer siden 1946; fragmenterede koalitioner.
• Korruption & organiseret kriminalitet: Tangentopoli (1990'erne), Mafia/Camorra/'Ndrangheta.
• Migration: Udvandring (1950'erne–70'erne) → Indvandring (1990'erne–nutid); integrationsdebat.

Italien opstod som en demokratisk, industrialiseret G7-nation – men med uopløste strukturelle spændinger.