Hvorfor midt-1800-tals amerikanske byer voksede ved floder – og hvorfor nogle ikke gjorde

Flodby-formlen

I midten af 1800-tallet var floder de interstate motorveje, strømnettet og vandledningerne i Amerika. Byer, der lå ved sejlbare floder – New Orleans, St. Louis, Cincinnati, Pittsburgh, Buffalo, Albany, New York – eksploderede i befolkning og rigdom.

Fire vækstmotorer

1. Transport: Fladbundbåde, kielbåde, så dampbåde flyttede korn, bomuld, træ, kul og folk billigere og hurtigere end enhver vognvej.
2. Vandkraft: Faldlinjer (hvor floder falder fra piedmont til kystsletten) koncentrerede møller – Lowell, MA; Paterson, NJ; Manchester, NH; Troy, NY. Senere drev turbiner fabrikker direkte.
3. Ferskvand: Før klorering betød en pålidelig flodindtag overlevelse. Kolera og typhus ødelagde byer med forurenede brønde.
4. Handelsnetværk: Floder forbinder hinterlands med havne. Erie-kanalen (1825) gjorde NYC til porten for Great Lakes-produkter via Hudson.

Den mørke side: Hvorfor floder kunne dræbe en by

• Sygdom: Samme vand, der livnærede, bar kolera, typhus, dysenteri, når kloakblandede sig med indtag. Memphis (1870'ere) mistede halvdelen af befolkningen til gule feber/malaria.
• Oversvømmelser: Forårsfreskette ødelagde havnefronten. Galveston (1900), Johnstown (1889) og årlige Ohio/Mississippi-oversvømmelser udslettede årtiers investeringer.
• Forurening: Garveri-udløb, slagteriblod, sagerester, kullslag, råt kloakvand gjorde floder til åbne kloaker. Cuyahoga River fang fik brand (1969).

Netto-resultat

Fordele vejede tungest for de fleste. Men byer, der tidligt investerede i sanitet (Bostons Cochituate Akvedukt 1848, Chicagos omvendt 1900) og oversvømmelseskontrol (dæmninger, magaziner) opretholdt vækst. De, der ikke gjorde, stagnerede eller flyttede.

Ikke en grund: "Fritid"

Fritidssejling/fiske var økonomisk forsummelig. Floden var infrastruktur, ikke fornøjelse.