Hvem bosatte Piedmont- og Appalachian-regionerne? Koloniale migrationsmønstre

Piedmont- og Appalachian-regionerne i kolonialt Amerika blev primært bosat af to distinkte grupper, hvis kulturel arv stadig former regionen i dag: engelske og skotsk-irske indvandrere.

Britiske bosættelsesmønstre

Engelske bosættere (ofte kaldt "britiske" i kolonialt kontekst) flyttede vestfra fra kystnære Tidewater-regioner ind i Piedmont under tidlig-midt 18. århundrede. Disse var typisk:

• Anden- og tredje-generations kolonister, der søgte ny jord
• Småbønder og plantageeje
• Anglikanske eller kvæker-religiøse tilknytninger
• Fra Virginia, Maryland og Pennsylvania tidewater-områder

Den skotsk-irske migration

De skotsk-irske (Ulster-skotte) ankom i større bølger fra 1717-1775, og blev den dominante gruppe i Appalachian-baglandet. Nøgleegenskaber:

• Presbyterianske protestanter fra Nordirland
• Oprindeligt skotske bosættere i Ulster (1600-tallet)
• Gik ind primært gennem Philadelphia og flyttede syd via Great Wagon Road
• Bosatte Shenandoah Valley, vestlige Carolinas, og Appalachian-fodfjælde
• Medbragte distinkte kulturelle traditioner: klanstrukturer, whisky-brænderi, fiddelmusik

Andre bidragende grupper

• Tyskere: Betydelige i Pennsylvania og vestligt Maryland Piedmont
• Waliser: Koncentreret i specifikke Pennsylvania og Carolina bosættelser
• Højlands-skotte: Direkte skotske indvandrere til Cape Fear Valley, NC
• Afro-amerikanere: Trælle bragt af alle ovenstående grupper

Værende kulturelt indflydelse

Disse bosættelsesmønstre skabte den distinkte Upland South kultur karakteriseret ved:

• Små-gårds-selvforsyningslandbrug
• Distinkt dialekt og folkloretraditioner
• Politiske traditioner af lokalitet og skepsis over for autoritet
• Musikalisk arv (bluegrass, old-time, country)

At forstå disse migrationsstrømme hjælper med at forklare den kulturelle geografi af det amerikanske Sydøst i dag.