Stillehavskystens første nationer boede i ceder-langhuse: Fællesskab, snidt, kulturelle centere

De urbefolkede folk i Nordvestkysten (Coast Salish, Nuu-chah-nulth, Kwakwaka'wakw, Haida, Tlingit, Tsimshian, Heiltsuk, Nisga'a, og andre) byggede deres samfund omkring brædt-langhuset.

Struktur

• Materialer: Western rød ceder (Thuja plicata) — ret-fibret, rådmodstandsdygtig, revet til brædder
• Dimensioner: 15–30 m lang × 10–20 m bred × 5–10 m høj; nogle >50 m
• Konstruktion: Stolpe-bjelke, mørte-og-tænde, ingen spiker. Brædder fjernelige for ventilation/transport
• Indvendig: Centrale ildsteder, hævede sovepodier, lager-lofter, partitionerede familie-sektioner

Social enhed

• Husede 30–100+ mennesker: flere beslægtede familier (numaym / huse-gruppe)
• Ejet af højest-rangende hövding; medlemmer havde arvelige stillinger
• Center for forvaltning, ceremonier, økonomi, uddannelse

Kunst & Identitet

• Ydervæggende: Heraldiske pæle, malede facader, snidet indgang (ofte forfaders mund)
• Indvendig: Huse-stolper, skærme, skåle, kasser — alle snidt/malet med våben, historier
• Potlatch: Langhus værvede omfordelings-gilde, der validerede status, rettigheder, hukommelse

Sæson-mobilitet

Vinter: Permanente landsby-langhuse. Forår–efterår: Fordelt til fiske/jagt/samlings-lejre (mindere strukturer). Langhuset forankrede identitet på tværs af sæson-cyklussen.

Kolonial indflydelse & Genoplivning

Forbud (potlatch 1885–1951), internatskoler, reserver krympede landsbyer. I dag: nye langhuse bygget (UBC, Alert Bay, Kitamaat, Squamish) som kultur-centre, sprog-reder, forvaltnings-rum.

Langhuset var ikke bolig – det var den fysiske manifestation af et folks lov, historie, og relation til landet.