Indisk Ocean-handel, 650–1750 e.Kr.: Tre epoker

Et årtusinde af maritim handelsudvikling

Tidlig periode (650–1000 e.Kr.): Den kosmopolitiske islamske expansion

• Nøgleaktører: Arabiske/persiske handlende (fra Abbasid-kalifat), indiske (Gujarati, Coromandel), kinesiske (Tang/Song).
• Varer: Krydderier (peber, kanel), textiler (indisk bomuld, kinesisk silke), keramik, glas, edelmetaller.
• Hubs: Siraf, Basra (Persisk Bugt); Malabar-kysthavne (Calicut, Quilon); Guangzhou (Kina).
• Dynamik: Islam forener handelsret (Sharia-retter, kreditinstrumenter suftaja, hawala). Monsun-mestring muliggør pålidelig planlægning. Srivijaya (Sumatra) kontrollerer Malacca-strædet flaskehals.

Mellempiriode (1000–1500 e.Kr.): Fragmentering & nye magter

• Kina vender indad (Song søværnsteknologi topper, så Ming-begrænsninger).
• Chola-dynastiet (Sydindien) projicerer søværnsmagt, ranner Srivijaya (1025), åbner plads til nye sydøstasiatiske stater.
• Majapahit (Java), Malacca Sultanat (1400+) dominerer stræds-handel.
• Swahili bystater (Kilwa, Mombasa, Sofala) blomstrer på guld/elfenben/slav-eksport fra Zimbabwe-plateau.
• Konkurrence: Kinesiske, indiske, arabiske, sydøstasiatiske flåder konkurrerer – ingen enkelt hegemon.

Sen periode (1500–1750 e.Kr.): Europæisk indgang & omstrukturering

• Portugisere (1498) → Hollændere (VOC, 1602) → Engelskere (EIC, 1600) → Franskere etablerer væbnede faktoreier, forter, monopol-kontrakter (cartaz system).
• Europæisk efterspørgsel for peber, nelike, muskatnød, te, textiler, silke stiger.
• Sølvstrømme (Potosi → Manila → Kina) smører handel; Kina bliver sølv-slug.
• Slavhandel udvider sig: Østafrikanske fanger til Mellemøsten, Indien, Indonesiske plantager.
• Fald af indfødte netværk: Ved 1750 overgår Atlanter-systemet (trekant-handel) Indisk Ocean som Europas primære handels-teater; asiatiske handlende marginaliseret eller koopteret.

Det indiske Ocean forblev vitalt, men dets autonome asiatisk-centrerede handel vov til europæisk-domineret, globalt integreret kapitalisme.