Lande, der ikke accepterer flygtninge

**Intet land forbuder flygtninge helt** ifølge international ret. **1951 Flygtningekonventionen** og **1967 Protokol** (149 parter) forpligter underskrivere til **non-refoulement** (ingen retur til forfølgelse) og grundlæggende rettigheder. Dog varierer de facto barrierer meget:

• Australien – Offshore-behandling (Nauru, PNG); båd-tilbagevending; midlertidige beskyttelsesvisa; ingen permanent opholdstilladelse for uautoriserede ankomster.
• New Zealand – Lav årlig kvote (1.500); strenge sikkerheds/sundhedstjek; ingen asylansøgere med båd.
• Japan – Meget lav anerkendelsesrate (<1%); langvarig fængsling; alternativ: humanitære opholdstilladelser.
• Sydkorea – Lav anerkendelse; restriktiv asylproces.
• Golfstater (Saudi-Arabien, UAE, Qatar osv.) – Ikke konventionsparter; værter migrantarbejdere men giver sjældent flygtningestatus; nogle syrere givet "besøgende"-status.
• Israel – Afrikanske asylansøgere (Eritrea, Sudan) står over for fængsling, "frivillig afrejse"-pres; få anerkendelser.
• Ungarn, Polen – EU-medlemmer men afviser fordelings-kvoter; grænsehegne; restriktive love.

Forskelle

**Ikke-underskrivere** (fx Indien, Pakistan, Indonesien, Malaysia, Thailand, de fleste golfstater) har ingen traktat-forpligtelse men kan værte flygtninge ad hoc. **Underskrivere med restriktiv implementering** skaber "beskyttelses-huller". Global Compact on Refugees (2018) søger byrde-deling men er ikke-bindende.