Hvordan var amerikanske interneringslejre for japanere under Anden Verdenskrig?

Under Anden Verdenskrig fjernede USA's regering tusindvis af japanske amerikanere fra deres hjem og lokalsamfund på vestkysten og fængslede dem i interneringslejre. Disse lejre, som eufemistisk blev kaldt "forflytningscentre", var placeret i fjerntliggende områder af landet, ofte i ørkener eller sumpe.

Forholdene i lejrene var barske og uhygiejniske. Familier blev tvunget til at bo i trange barakker med lidt privatliv. Der var ingen senge, så folk måtte sove på tynde madrasser på gulvet. Maden var ofte utilstrækkelig og dårligt forberedt. Der var også få medicinske faciliteter, og mange mennesker døde af sygdomme som tuberkulose og dysenteri.

Ud over de fysiske strabadser tog lejrene også hårdt på japansk-amerikanernes mentale sundhed. De var konstant under mistanke og overvågning af regeringen. De blev også udsat for racistisk propaganda og diskrimination. Mange mennesker følte sig isolerede og alene, og nogle begik endda selvmord.

Interneringslejrene var et mørkt kapitel i amerikansk historie. De var en krænkelse af japanske amerikaneres borgerrettigheder og en plet på nationens omdømme. I 1988 undskyldte den amerikanske regering for interneringslejrene og gik med til at betale erstatning til de overlevende.