Hvorfor oldromersk inflation og modern US-inflation er fundamentalt forskellige

Til trods for overfladlige sammenligninger, virker romersk og US-inflation på helt forskellige mekanismer.

1. Mynt-forværnelse vs. Fiskal/Monetær politik

• Rom: Kejserne reducerede sølvindhold i denarius (fra ~95% Ag til <5% i 270 e.Kr.) mens de beholdt nominel værdi. Direkte valuta-manipulation → tab af tillid → prisstigning.
• USA: Fiat-valuta (siden 1971). Inflation drevet af aggregeret efterspørgsel > udbud, styreret via Feds renter, åbne markedsoperationer, fiskaliske deficiter. Ingen metallisk standard at forværne.

2. Centraliseret kontrol vs. Uafhængig centralbank

• Rom: Kejser kontrollerede personligt myntproduktion, metalindhold, ofte pris-påbud (Diocletians Maksimalpris-edikt, 301 e.Kr. – mislykkedes).
• USA: Federal Reserve opererer med operationel uafhængighed (dobbelt mandat: prisstabilitet, maks. beskæftigelse). Kongres fastsætter fiskalpolitik; Fed fastsætter monetær politik. Ingen eksekutive prisreguleringer.

3. Teknologi & produktivitet

• Rom: Pre-industrielt. Produktivitetsvækst ~0,05%/år. Udbud uelastisk – myntforværnelse budede priser direkte op.
• USA: Avanceret økonomi. Produktivitetsvækst ~1–2%/år (historisk). Teknologi, globalisering, arbejdsmarkeder absorberer efterspørgselsschok anderledes. Inflationsdynamik involverer forventninger, løn-pris-spiraler, forsyningskæder.

4. Information & forventninger

• Rom: Ingen data, ingen forward guidance. Rygter drev hamstring.
• USA: Real-tid CPI, PCE, TIPS breakevens, Fed dot plots. Ankrede forventninger (siden Volcker) er et politikværktøj.

5. Global rolle

• Rom: Valuta cirkulerede Middelhavet; ingen rivaler.
• USA: Dollar er global reservevaluta. Ekstraordinær privilegie: eksporterer inflation, importerer deflation. Triffin-dilemma.

Konklusion

Roms inflation var en søveræn forværnelse-krise. US-inflation er en makroøkonomisk balanceakt. Lektionerne er ikke overførbare.