Romantik i musik: Ikke om dur/mol harmonier — det handler om dissonans & følelser

Falsk. Udmeldelsen mischarakteriserer Romantikken (c. 1820–1900).

Faktiske præg af musikalisk Romantik

• Kromatik & Dissonans: Udvidet harmonisk sprog (Wagners Tristan-akkord, Liszt, sen Beethoven) — spænding over opløsning.
• Udvidet tonalitet: Fjerne modulationer, mediant-forhold, usikre tonercentre.
• Udtryksfrihed: Rubato, tempo-variationer, programmerindhold (Berlioz, Strauss, Liszt).
• Orkester-udvidelse: Styrkere kræfter, nye instrumenter (ventil-horn, tuba, harpe, celesta), koloristisk skrivning.
• Form-fleksibilitet: Cykelsk form, symfonisk digt, leitmotiv, gennem-komponerede sange.
• Nationalisme: Folke-temaer (Dvořák, Grieg, Mussorgsky, Smetana, Sibelius).
• Virtuositet: Paganini, Liszt, Chopin — udfører som helt.

Dur/Mol-system?

Romantiske komponister brugte dur/mol, men strækkede dem til briste-punkt. Den "behagelige harmoniske lyd" beskriver Klassisk epoke (Mozart, Haydn) — balance, klarhed, diatonisk harmoni. Romantikken søgte det sublime, turbulente, uendelige.

Nøgle-figurer

Beethoven (sen), Schubert, Schumann, Chopin, Mendelssohn, Berlioz, Liszt, Wagner, Brahms, Tchaikovsky, Dvořák, Mahler, Strauss, Wolf, Franck, Bruckner.

Romantik = følelses-intensitet gennem harmonisk eventyr — ikke behagelig diatonik.