Hvordan Wienerkongresen (1815) inddæmmede Frankrig

Wienerkongresen (1814–15) omformede Europa efter Napoleon. Dens modforanstaltninger mod fransk genopstandelse var flerlæggede: territoriale, finansielle, militære og diplomatiske.

1. Territorial reduktion

• Frankrig reduceret til 1790-grænser (ikke engang 1792) – tabte alle revolutions-/napoleonske gevinster.
• Aftalte: Belgien/Nederland, venstre bred af Rhinen, Savoy/Nice, dele af Schweiz, Italien, Tyskland.
• Kolonier: Bekræftede britisk eje af Tobago, St. Lucia, Mauritius, Seychellerne, Malta, Kapkolonien; returnerede Guadeloupe, Martinique, Fransk Guyana (men ikke Haiti).

2. Finansielle erstatninger

• 700 millioner franc i skadeserstatning (enorm sum; ~€30 mia. i dag).
• Finansierede allierede okkupation og genopbygning; belastede fransk statskasse.

3. Militær okkupation

• 150.000 allierede tropper okkupere nordøstlige Frankrig (1815–1818).
• Frankrig betalte okkupationsomkostninger (~200 mio. franc/år).
• Draget tidligt hjem (1818) efter hurtig betaling – viste fransk genopretningsevne.

4. Diplomatisk indkredsning: Firemagtspagten

• Storbritannien, Østrig, Preussen, Rusland forpligtede sig til 20-årigt fællesforsvar mod fransk aggression.
• Udvidede til Femmagtpagten (Frankrig optaget 1818 efter okkupationsende).
• Regelmæssige kongresser (Aix-la-Chapelle, Troppau, Laibach, Verona) håndterede europæisk sikkerhed.

5. Buffertstater styrket

• Kongeriget Nederlandene skabt (Belgien + Holland) på nordlig flanke.
• Piemont-Sardinien styrket (Genova tilføjet) på sydøstlig flanke.
• Tysk Forbund (39 stater, Østrig præsident) erstattede Rhinforsbundet – Preussen/Rhineland som vestlig bolværk.
• Schweiz neutralitet garanteret.

Resultat: Succes for et generation

Frankrig førte ikke stor aggressiv krig indtil 1854 (Krimkrigen, som allieret). 1830- og 1848-revolutioner var interne. Systemet kollapsede først med tysk forening (1866–71) og Østerspørgsmålet. Wiens inddæmning virkede – men krævede fransk accept af reduceret status, som holdt indtil Napoleon III.