Det internationale svar på det armenske folkemord (1915–1917): Utilstrækkeligt

Begrænset, reaktivt og i sidste ende uvirksomt

Diplomatiske protester (ingen handling)

• Allierede magter (Storbritannien, Frankrig, Rusland) udsendte fælles erklæring (maj 1915) der forbandt "forbrydelser mod menneskeheden og civilisationen" – første brug af begrebet. Advarede osmanniske embedsmænd om personlig ansvar.
• USA (nøjtral indtil 1917): Ambassadør Morgenthau rapporterede udruligt; Præsident Wilson protesterede privat. Ingen sanktioner, ingen intervention.
• Tyskland (osmannisk allieret): Ambassadør Wangenheim dokumenterede grusigheder; Berlin ignorerede for at bevare alliancen.

Humanitær hjælp

• Near East Relief (NER): USA-drevet, indsamlede 100 mio. USD+ (milliarder i dagens værdi). Reddede hundredtusinder af unger og flygtninge i Syrien, Libanon, Grækenland, Armenien.
• Røde Kors / Røde Halvmåne: Begrænset adgang; osmanniske restriktioner.
• Missionærer: Leverede tilflugt, vidnesbyrd (f.eks. Leslie Davis, Henry Riggs).

Dokumentation & vidnesbyrd

• Konsulrapper (USA, Tysk, Østrig, Italien, Vatikanet).
• Journalister (f.eks. NY Times 145 artikler i 1915).
• Bryce-rapport (1916): Britisk undersøgelse (Viscount Bryce, Arnold Toynbee) – afgørende bevis.

Efterkrigs ansvarliggøring (mislykkedes)

• Osmanniske krigsretter (1919–20): Nogle domme, men de fleste gerningsmænd flygtede.
• Allierede tribunaler (Sèvres, 1920): Aldig ratificeret; kemalistisk sejr satte punktum.
• Intet internationalt tribunal. Straffrihed herskede.

Anerkendelse

30+ lande anerkender nu folkemordet (først: Uruguay 1965). Tyrkiet nægter. USA anerkendte 2021 (Biden).