Vestlige Højlande i Europa: Store højlandsregioner

De Vestlige Højlande (eller Vesteuropæiske Højlande) er et diskontinuerligt bælte af gamle, eroderede højlande, der rammer de atlantiske og middelhavsmæssige kanter af Europa. Vigtigste komponent-regioner:

• Bretagne-højlandet (Frankrig) – Granit-massiv, Monts d'Arrée (384 m).
• Fransk Centralmassiv (Massif Central) – Vulkanisk/granitisk plateau (Cévennes, Auvergne-vulkaner); top Puy de Sancy (1.885 m).
• Iberisk Plateau (Meseta Central) – Stort indlands bordlandsareal (600–800 m); afgrænset af bjergkæder.
• Kantabranske bjerge (N Spanien) – Kalksten-toppe (Picos de Europa, 2.648 m); atlantisk klima.
• Sierra Morena (S Spanien) – Lav, eroderet kæde, der adskiller Meseta fra Guadalquivir-dal.
• Galicien-bjerge (NV Spanien) – Afrundede granit-bakker, rías (nedsvækkede dale).
• Picos de Europa (Kantabrisk underkæde) – Dramatiske kalksten-tårne; Covadonga-søer.
• Pyrenæer (Frankrig/Spanien/Andorra) – Unge fold-bjerge; Aneto (3.404 m); aksial-zone granitter, kalksten-flanker.

Disse højlande deler Hercynisk/Variskisk grundfjeld (Paleozoikum), stærkt eroderet, senere forøget af Alpinsk tektonisme. De påvirker klima (regnskyer), biologisk mangfoldighed (refugier) og menneskelig bosætning (transhumance, mineraludvinding, vandkraft).