Hvorfor Opstod Opstande I Spanien, Portugal Og De Italienske Stater I 1800-tallet?

Revolutionære Bølger På De Iberiske Og Italienske Halvøer (1800-tallet)

Tidligt 19. århundrede så en kaskade af opstande drevet af Napoleons invasioner, liberalt nationalisme og social uro. Hvert område havde sine egne udløsere, men fælles temaer inkluderede modstand mod fremmed herredømme, krav om konstitutionel regering og dynastiske strider.

Spanien

• Halvøenskrigen (1808–1814): Napoleons besættelse og indsættelse af sin bror Joseph som konge udløste en hidsig guerillakrig, der blev symbol på spansk modstand.
• Spansk-amerikanske Uafhængighedskrige (1808–1826): Magtvakuum i Spanien opfordrede kolonier i Amerika til at erklære uafhængighed.
• Carlistkrige (1833–1876): Dynastisk konflikt mellem anfægtere af Infant Carlos (absolut monarki) og Dronning Isabella II (liberal konstitutionalisme).

Portugal

• Liberale Krige / Portugals Borgerkrig (1828–1834): Kæmpet mellem absolutistisk Kong Miguel I og konstitutionel Dronning Maria II, endte med Marias sejr.
• Maria da Fonte Opstand (1846): Bondeopstand mod jordafgrænsning og skattepolitik; skuffet, men tvang moderate reformer.

Italienske Stater

• Revolutioner 1820–1821: Carbonari-ledede opstande mod østrigsk dominans i Napoli, Sicilien og Piemont; nedslået, men så frø til enhed.
• Revolutioner 1830: Inspireret af Frankrigs Juli-revolution; kortvarige konstitutioner givet i nogle stater, derefter ophævet.
• Revolutioner 1848: Del af Europa-brede "Fornations tid." Midlertidige republikaner i Rom, Venedig og Milano; til sidst knust af Østrig, men accelererede Risorgimento.

Disse oprør samlet omformede det politiske kort over Sydøsteuropa, banede vejen for Italiens enhed og etableringen af konstitutionelle monarchier i Spanien og Portugal.