Forkæmpere for arbejderrettigheder i tidligt 20. århundredes Colombia

Colombias tidlige arbejderbevægelse voksede frem af brutale forhold i olje, bananer, guld og kaffe. Tre figurer skiller sig ud ved at formulere og organisere kravet om værdighed.

Rafael Uribe Uribe (1859–1914)

Liberal general, advokat, filosof. Forfatter af El Derecho Social (1909), der argumenterer for, at arbejde ikke er en vare. Pressede for: 8-timers arbejdsdag, søndags hvile, arbejdsskadeserstatning, fagforeningsanerkendelse. Grundlagde Liberal Partiets progressive fløj. Hans mord i 1914 afbrød en præsidentkampagne.

María Cano (1887–1967)

"Arbejderbevægelsens blomst." Lærer bleven organiserer. Ledte 1924–28 strejker: Tropical Oil (Barrancabermeja), United Fruit (Santa Marta), tekstil (Bello, Medellín). Grundlagde Unión Sindical Obrera, Colombias første nationale arbejderforbund. Kæmpede for kvinders ligestilling, urfolkets rettigheder, social sikring. Fængslet, sendt i eksil, overvåget – aldrig tavs.

Jorge Eliécer Gaitán (1903–1948)

Karismatisk liberaler leder. "Gaitanismo" mobiliserede byarbejdere, bønder, midterlag. Krævede: minimumsløn, arbejdskode, jordreform, folkevalg af borgmestre. Hans mord i 1948 udløste El Bogotazo (10 dages opstand, 2.000+ døde) og La Violencia (årtiers borgerkrig). Men hans død tvang frem 1950 Arbejdskoden (Dekret 2663) – Colombias første omfattende arbejdslov.

Fælles arv

• 1936: Lov 83 (første arbejderbeskyttelse) under López Pumarejo.
• 1938: CTC (Confederación de Trabajadores de Colombia) grundlagt.
• 1945: Rettighed til at strejke anerkendt.
• 1991 Grundlov: Arbejderrettigheder som fundamentale rettigheder.

De vandt ikke i deres levetid. Men den ramme, de byggede – juridisk, organisatorisk, moralisk – gjorde ethvert efterfølgende gevinst mulig.