Boliviens hovedlandskabsregioner

Boliviens ekstreme topografi skaber fire distinkte fysiografiske regioner:

1. Andinsk Region (Vest ~28%):

• Altiplano: Høyplateau (3.600–4.000 m) mellem to kordilleraer. Titicaca-søen (verdens højeste sejlbare sø), saltaflater (Salar de Uyuni), spart puna-græsmark. La Paz/El Alto ligger her.
• Cordillera Occidental: Vulkaniske toppe på chilensk grænse (Sajama 6.542 m, Boliviens højeste).
• Cordillera Oriental (Real): Kede, glaciære toppe (Illimani, Huayna Potosí) faldende til Yungas.
• Yungas: Steile, skovdækkede østlige Andes-halde (1.000–3.500 m); coca, kaffe, frugt; høj biodiversitet; farlige veje (Dødsvejen).

2. Sub-Andin / Dal-region (Central ~13%):

• Tempererede, frugtbærende bjergryg-dale: Cochabamba-dalen (brødkurv), Tarija-dalen (vin), Sucre (konstitutionel hovedstad). Jordbrug, moderat klima.

3. Llanos Orientales / Amazonas-bassinet (Nord/Øst ~59%):

• Llanos de Moxos / Beni-savannen: Sæsonvis oversvømmede græsmarker, vådområder, galleriskov. Kvæghold.
• Amazonas-regnskov (Selva): Nordvest (Pando, Beni, N. La Paz). Urorenet biodiversitet, urfolksterritorier (Tsimane, Mosetén), paranød, træ.

4. Gran Chaco (Sydøst ~12%):

• Halvtør, tornbusket skov, sæsonvise vådområder. Ekstrem hede. Gas/olie-felter. Pantanal vådområder strækker sig ind i SY-hjørne. Urfolk (Guaraní, Ayoreo).

Denne dramatiske lodrette zonering – fra 6.500 m toppe til 200 m Amazonas – driver Boliviens ekstraordinære biodiversitet og kulturelle mangfoldighed.