US-kanal-diplomati: Fra Colombia til Panama

Præmissen om, at USA "politisk intervenerede for at få en traktat om en kanal med Colombia" er historisk omvendt. USA mislykkedes med at sikre en colombiansk traktat, faciliterede så Panamas secession for at få kanalrettigheder fra den nye republikk.

Den colombianske traktat-indsats (1903)

Hay–Herrán-traktaten (jan 1903) mellem US-udenrigsminister John Hay og colombiansk Chargé Tomás Herrán gav USA 100-årig leje på en 10-km kanalzone for $10M + $250K/år. US-senatet ratificerede den. Colombias senat afviste den enhstemmigt (aug 1903) – krævede flere penge ($25M), suverænitetssikringer og protesterede mod evighedsklausuler.

US-svar: Panama-pivot

I stedet for at forhandle videre med Colombia, støttede Roosevelt-administrationen panamanske separatister, der længe havde søgt uafhængighed fra Bogotá.

• 3. nov 1903: Panama erklærer uafhængighed
• USS Nashville blokerer colombianske tropper tránsit over istmus
• 6. nov: USA anerkender Panama
• 18. nov: Hay–Bunau-Varilla-traktaten underskrevet med Philippe Bunau-Varilla (fransk ingeniør, Panamas ad hoc envoy) – gav USA 10-mile-zone "i evighed" for $10M + $250K/år
• 1904: USA starter construction; Kanal åbner 1914

Politisk intervention – Men ikke med Colombia

USA gjorde politisk intervention – på Panamas vegne, mod Colombia. Denne "kanonbåd-diplomati" / "dollar-diplomati"-episode etablerede et århundrede af US–Panama-forhold defineret af Kanalzonen (returneret 1999 pr. Torrijos–Carter-traktater) og vedvarende colombiansk bitterhed (delvis adresseret ved 1921 Thomson–Urrutia-traktat: $25M erstatning).

Nøglefigurer

Theodore Roosevelt (Præsident), John Hay (Udenrigsminister), Philippe Bunau-Varilla (Panama-envoy, fransk kanal-selskabs-veteran), José Manuel Marroquín (Colombiansk præsident), Manuel Amador Guerrero (Panamas første præsident).