Væsentlige ledere af Indiens antikoloniale modstand mod britisk herredømme

Den indiske uafhængighedsbevægelse bragte en flok ledere frem, der udfordrede britisk politik gennem forskellige strategier – gewaltfri modstand, forhandling og væbnede kamp.

Centrale figurer

1. Mahatma Gandhi (1869–1948): Arkitekt af satyagraha (gewaltfri civils ulydighed). Ledte Salt March (1930), Quit India-bevægelsen (1942) og utallige kampagner. Moraliskt autoritet forenede massedeltagelse.
2. Jawaharlal Nehru (1889–1964): Congress-præsident (1929, 1936–37, 1946), første statsminister. Formulerede socialistisk, sekulær vision; forhandlede magtovergang. Fængslet 9 gange (samlet ~9 år).
3. Sardar Vallabhbhai Patel (1875–1950): "Jernmanden." Organiserede bonde-satyagrahas (Bardoli, 1928); integrerede 560+ fyrstestater efter uafhængighed. Congress-pragmatiker.
4. Subhas Chandra Bose (1897–1945): Radikal nationalist; dannede Indian National Army (INA) med japansk støtte (1943). "Giv mig blod, jeg giver dig frihed." Død ved flyveulykke.
5. Bhagat Singh (1907–1931): Revolutionær socialist; Central Assembly-bombning (1929), hungerstrejker i fængsel. Eksekveret 23-årig; blev martyr-ikon for ungdommen.

Andre bemærkelsesværdige navne

• Maulana Azad – Congress-gelehrt-leder, hindu-muslimsk enhed.
• C. Rajagopalachari – Konstitutionalist, sidste generalguvernør.
• Khan Abdul Ghaffar Khan – "Grænse-Gandhi," pashtun gewaltfri hær.
• Rani Gaidinliu – Naga spirituel-politisk leder (tiårsalder).

Sammen tvang de britterne til at konfrontere ulegitimiteten af imperiet – med udgangspunkt i 1947-uafhængighed, dog med Partitionens tragedie.