Hvordan var FN's succes i Suez-krisen?

- Manglende håndhævelsesmekanisme :FN manglede autoritet til at håndhæve sine resolutioner, hvilket begrænsede dets evne til at tvinge Egypten til at trække sig ud af Suez-kanalen eller andre lande for at ophøre med deres støtte til Egypten.

- Superpower Divisions :Den kolde krigs rivalisering mellem USA og Sovjetunionen hindrede kollektiv handling inden for FN. Begge supermagter havde konkurrerende interesser i regionen og var uvillige til at risikere åben konflikt ved kraftigt at modsætte sig hinanden.

- Begrænsede ressourcer og svar :FN var uforberedt på en krise af denne størrelsesorden og havde ikke de nødvendige tropper eller ressourcer til at gribe militært ind. Organisationens fredsbevarende styrker ankom til regionen, efter at kampene stort set var afsluttet, og deres tilstedeværelse havde ikke væsentlig indflydelse på udfaldet.

- Fravær af en samlet international holdning :Det internationale samfund var delt i, hvordan man skulle reagere på krisen. Nogle lande, såsom Frankrig og Storbritannien, var stærkt imod Egyptens handlinger, mens andre, såsom Indien, var mere sympatiske. Denne mangel på konsensus forhindrede FN i at tage afgørende skridt.

- Diplomatisk fiasko :FN formåede ikke effektivt at mægle en diplomatisk løsning mellem Egypten og de andre involverede parter i konflikten. Bestræbelserne på at forhandle et kompromis var mislykkede, og situationen forværredes til punktet af militær konflikt.

Samlet set fremhævede FN's manglende evne til effektivt at løse Suez-krisen dens begrænsninger med hensyn til at håndtere internationale konflikter, der involverer stormagter og deres geopolitiske interesser.