Sømænd har historisk udnyttet havstrømme, men afhænger ikke af dem til fremdrift. Den primære drivkraft for sejlbåde har altid været vindkraft fanget af sejl, med dygtige kaptajner der bruger forherrske vindmønstre (passatvinde, vesterlyvinde) til effektiv ruteplanlægning.
Polynesisk, europæisk og andre sjøfartstraditioner udviklede sofistikeret viden om sæsonvise vinde og strømme. Strømme hjalp rejser, men var ikke drivkraften – firkantriggede skibe kunne sejle imod ugunstige strømme, hvis vinden tillod det.
Moderne sejlbåde bærer næsten universelt hjælpe-motorer, der giver uafhængig fremdrift uanset vind- eller strømforhold. Dette reducerer strøm-afhængighed til optimering frem for nødvendighed.
Klog ruteplanlægning bruger stadig gunstige strømme (Golfstrøm, Kuroshio, Agulhas) til at spare brændstof og tid. Racerjakter modellerer nøje strøm-effekter. Men ingen moderne sjøfarer afhænger af strømme – de er en taktisk fordel, ikke et strategisk krav.
Kanten af en flod (eller kanten af et vandfald) er den præcise rand eller kant, hvor flodens bund falder lodret eller næsten lodret. Det er den præcise geometriske linje, hvor: Flodens horisontale strømning overgår til lodret frit fald. Kanalbunden ender og luft begynder under vandet. Hydrostatisk
Erie, Pennsylvania ligger på den sydlige kyst af Lake Erie selv — det har ikke en anden Stor sø ved siden af sig. Stor sø-kæden er lineær vest-til-øst: Stor Sø-rækkefølgen Lake Superior (vestligst, største, dybeste) Lake Michigan (udelukkende USA, forbundet til Huron via Mackinac-strædet) Lake Huro
Denne metafor beskriver en karriere- eller livs-afvejning: Stor fisk, lille sø: Mindre konkurranc, mere synlighed, hurtigere fremgang, men potentielt begrænset vækst-loft og ressourcer. Lille fisk, stor sø: Intens konkurranc, langsommere genkendelse, men adgang til top-niveau netværk, mentorer, udf
