Ikke-demokratiske lande i Mellemøsten: Autoritært styre

Mellemøsten indeholder en koncentration af autoritære regimer. Per 2024 mangler følgende stater konkurrencedygtige flerparti-valg, borgerrettigheder og fredelig magtskifte:

Absolutte monarkier (Arveligt styre, ingen valg)

• Saudi-Arabien: Konge (Al Saud) har absolut udøvende, lovgivende, domstols-magt. Ingen partier. Rådgivende råd (Majlis al-Shura) udnævnt. Mandsk absen-system reformeret men vedvarer. Vision 2030 moderniserer økonomi, ikke politik.
• Oman: Sultan Haitham bin Tariq (siden 2020). Dekret-baseret styre. Rådgivende organer (Statsråd, Rådgivende Forsamling) kun rådgivende. Begrænset presse-frihed.
• Qatar: Emir Tamim bin Hamad Al Thani. Absolut autoritet. Rådgivende råd valgt 2021 (første gang) men begrænset lovgivende magt. Høj BNP per capita, arbejds-reformer (kafala delvis afsluttet).
• Forenede Arabiske Emirater: Føderation af 7 arvelige emirater. Præsident (Al Nahyan - Abu Dhabi), PM (Al Maktoum - Dubai). Føderalt Nationalråd: 50% valgt (begrænst franchise), 50% udnævnt. Ingen partier. Strenge cybercrime/forfærdelseslove.

Autoritære monarkier / Hybrid-regimer

• Bahrain: Konge Hamad bin Isa Al Khalifa. Forfatning (2002) giver valgt nederkammer (Råd for Repræsentanter), men mandaterings-fordeling, opløsnings-magt og udnævnt overkammer (Rådgivende Råd) sikrer kongelig kontrol. Shia-flertal, Sunni-styre. 2011-opstand knust (GCC-intervention). Løbende forfølgelse.
• Jordan: Konge Abdullah II. Parlament findes, men konge udnævner PM, opløser parlament, kontrollerer sikkerhed. Reformer inkrementelle.
• Marokko: Konge Mohammed VI. 2011-forfatning styrkede PM/parlament, men kongen beholder "Befaler af de Troende," sikkerhed, strategisk kontrol. Valg afholdes; PJD (islamistisk) ledte reg. 2011–2021, så sat på side.
• Kuwait: Emir (Al Sabah). Mest livlige parlament (Nationalforsamling) i Bugten – kan spørge ministre, tvinge aftagelse – men Emir opløser det hyppigt (2023, 2024). Ingen partier. Politisk pat blokering kronisk.

Republikker / Andre

• Iran: Teokratisk republik. Høyeste Leder (Khamenei) > Præsident. Værge-råd vettar kandidater. Ingen frie valg. Alvorlig forfølgelse.
• Syrien: Assad-familie-diktatur (Bashar siden 2000). Skumle valg. Borgerkrig siden 2011. Totalitært sikkerhedsstat.
• Egypten: Sisi militær-autoritar (siden 2013 kup). Valg kontrolleret. Massiv fængsling, dødsdomme.
• Libyen / Jemen: Fragmenteret krigsherre / fejlestater – ingen demokratisk forvaltning.

Undtagelser (Manglende / Delvise demokrati)

• Israel: Demokratisk for jødiske borgere; militær okkupation af Vestbredden/Gaza nægter palestinere rettigheder.
• Tyrkiet: Konkurrencedygtig autoritar (Erdoğan siden 2003). Valg afholdes men ulige spilleplads (medier, domstole, anholdelser).
• Libanon: Konfessionelt sektarisk system; paralyse, korruption, kollaps (2019–). Ikke fuldt demokratisk.
• Irak: Procedur-mæssigt demokrati; milicer, korruption, iransk indflydelse dominerer.

Freedom House / V-Dem / EIU Democracy Index rangerer konsekvent Bugt-monarkierne + Iran, Syrien, Egypten som "Not Free" / "Lukkede Autokrati."