Fortælling: Døens dag i Mexiko (Día de Muertos)

Día de Muertos (Dødens dag) er en livlig mexicansk fejring der ærer afdøde nærmeste den 1. november (Día de los Inocentes – børn) og 2. november (Día de los Difuntos – voksne), sammanfaldende med katolske Allehelgens- og Allesjæles-dage.

En familiers fejring: Martínez-familien

Om morgenen den 1. november samles Martínez-familien i deres hjem i Oaxaca. De bygger en tre-trinnet ofrenda (alter):

• Top: Billeder af bedsteforældre, kors, Guadalupe-jomfru.
• Midte: Pan de muerto (sødt anisbrod med ben-former), calaveras de azúcar (sukkerkranier med navne), yndlingsmad – mole negro, tamales, frugt, atole (majs-drik).
• Bund: Marigold-blomsterblade (cempasúchil) der danner en sti fra døren, lys, copal-rygelse, vand, salt.

Ved skumring vandrer de til panteón (kirkegården). Kirkegården glyder af tusindvis af lys. Familier rengør og pyntier graver med marigolder, billeder og minder. De deler pan de muerto og tequila, fortæller historier, griner af bedstefars vitser, spiller hans yndlingssange på en bærbar højttaler. Mariachi-bande vandre mellem gravene.

Ved midnat ringer klokkerne. Familien bliver, holder vagt, føler tilstedeværelsen af dem, der er gået. Der er ingen sorg – kun kommunion. Døden er ikke en ende; det er en fortsættelse i en anden dimension, og i nat er sløret tyndt.

Ved daggry pakker de sammen, trætte men opfyldt. Ofrendaen forbliver hjemme i dage. Marigolderne vissner, men forbindelsen varer.

Día de Muertos er ikke mexicansk Halloween. Det er en dyb bekræftelse af liv, hukommelse og familie-kontinuitet.