Faldet af romersk kejsermagt: 3. århundredes krise

Den romerske kejseres næsten absolutte autoritet begyndte at erosere afgørende i 3. århundrede e.Kr. (235–284 e.Kr.) – "3. århundredes krise".

Nøgle-drivere

1. Politisk ustabilitet: 20+ kejser på 50 år, flest myrdet. Hæren gjorde/brød herskere.
2. Økonomisk sammenbrud: Hyperinflation (sølvmønter nedvurdiret til <5% sølv), handelsforstyrrelse, skattebyrde knuste byer.
3. Militært pres: Persisk (Sassanid) invasioner øst; germanske konfederationer (goter, alamanner, franker) vest/nord. Grænser brudt gentagne gange.
4. Pest: Cyprian-pesten (249–262 e.Kr.) udrydede befolkning, hær, indtægter.
5. Fragmentering: Gallisk Rige (260–274), Palmyrensk Rige (260–273) brød væk.

Strukturelle svar (accelererende decentralisering)

• Diokletian (284–305): Tetrarki (4 herskere), prisbud, skatter i natur, forstørret birokrati, adskilte militære/civile karrierer.
• Konstantin (306–337): Konstantinopel som ny hovedstad, kristendom som enhedsideologi, solidus-guldmønt stabiliserede valuta.

Resultat

Magt skiftede fra én mand i Rom til birokratiske, militære og kirke-mæssige netværk. Det vestromerske rige faldt 476 e.Kr.; det østlige (byzantinske) bestod til 1453, men "kejseren" blev en ceremoniel-religiøs figurhoved langt før.