Ejeform af produktionsfaktorer i Cuba

I Cubas socialistiske system ejer staten produktionsmidlerne—jord, arbejdskraft (via statsansættelse) og kapital (fabrikker, infrastruktur, banker, store virksomheder). Det har været modellen siden 1960'ernes nationaliseringer.

Rationale

• Ligestilling: Statskontrol sigter mod bredt at fordele ressourcer og velstand.
• Planlægning: Central planlægning styrer investering til prioritære sektorer (sundhed, uddannelse, forsvar, strategiske industrier).

Udfordringer

• Ineffektivitet: Byråkrati, manglende markedsignaler og bløde budgetbegrænsninger kan forårsage mangel, lav produktivitet og kvalitetsproblemer.
• Korruption: Koncentreret magt skaber muligheder for afvigtning af ressourcer.
• Innovationsforsinkelse: Begrænset konkurrence og profitmotiv bremser teknologisk adoption.

Nylige justeringer

Siden ~2010 har Cuba udvidet ikke-statlig sektor (cuentapropistas, genossenskaber, små private virksomheder, udlandske joint ventures). Dog forbliver strategiske sektorer (energi, telekom, minedrift, stor turisme) statsdominerede.

Systemet afspejler en afvejning mellem sociale ligestillingsmål og økonomisk effektivitet.