Hvem afviste spansk styre i Sydamerika? En bred koalition

Afvisningen af spansk styre var ikke en enkelt bevægelse, men en kontinental bølge af revolutioner (1808–1826) drevet af en divers koalition:

Kerneskuespillere

• Criollos (Amerikansk-fødte hvide): Lederskabs-klassen. Frustreret over eksklusion fra høje embeder (reserveret til Peninsulares), handelsrestriktioner og beskatning. Ledere: Bolívar, San Martín, Hidalgo, Morelos, Sucre, O'Higgins, Artigas.
• Mestizoer & Urbefolkning: Massebasen. Motiveret af jordtab, tribut-skat, tvangsarbejde (mita) og etnisk diskrimination. Ofte mobiliseret af Criollo-ledere, men med egne agendaer (f.eks. Tupac Amaru II-opstand 1780–81 forgænger).
• Afro-efterkommere (Enslevet & Frie): Kæmpede på alle sider. Lovet frihed for tjeneste (f.eks. Bolívars "Befriere"-dekret, San Martíns Andes-hær). I Venezuela/Colombia var pardos (afrikansk-blanding) afgørende kavalleri (llaneros).
• Kvinder: Manuela Sáenz, Juana Azurduy, Leona Vicario, Policarpa Salavarrieta – spioner, finansiører, kæmpere, organisatorer.
• Præster: Lavere præster (Hidalgo, Morelos i Mexico; Rodríguez i Venezuela) førte ofte; hierarki mest loyalistisk.

Udløsere

• 1808: Napoleon invaderer Spanien, afsætter Ferdinand VII → legitimationskrise.
• Oplysningstidens idéer, USA/Franske Revolution eksempler.
• Økonomiske klager (monopol, skatter).

Resultat

Ved 1826 beholdt Spanien kun Cuba og Puerto Rico. Nye republitter: Argentina, Bolivia, Chile, Colombia, Ecuador, Paraguay, Peru, Uruguay, Venezuela. Brasilien blev et separat rige (Portugisisk).

Det var en fler-klas, fler-etnisk afvisning af kolonialisme, skønt den post-uafhængigheds orden i stor grad bevarede Criollo-privilegier.