Verdensomspændende luftfart kræver fælles standarder og regulativer for at sikre sikkerhed og sikkerhed. Det organ, der blev oprettet i 1944 for at opnå denne opgave, er International Civil Aviation Organization, eller ICAO. ICAO udgiver regulativer, der kendtes som anneks. Hver anneks dækker en anden facet af luftoperationer, med Anneks 2, der dækker Luftenes Regler.
ICAO udgiver sine 18 anneks på engelsk, arabisk, kinesisk, fransk, russisk og spansk. Anneksene repræsenterer ICAO's standarder og anbefalede praksisser. De fleste anneks indeholder begge elementer, men Anneks 2 indeholder kun internationale standarder. Andre anneks, der kun indeholder standarder, er Anneks 5 – Måleenheder, Anneks 7 – Flyvens Nationalitet og Flyvne Mærker og Anneks 8 – Flyvneddygtighed. Alle medlemsstater skal underret ICAO, hvis de har hensigt at afvige fra standarderne fundet i Anneks 2 eller enhver anden anneks. Hvert medlemsstat beholder retten til at indføre standarder, der er strengere end ICAO's.
Anneks 2 består af fem kapitler, fire bilag og to vedhæftninger. Kapitel 1 indeholder en liste over definitioner for termer, der bruges i anneksen. For eksempel betyder "cruising level" den højde, der opretholdes af et fly under en betydelig del af dets flyvning. Kapitel 2 angiver de omstændigheder, under hvilke anneksen gælder; generelt for alle fly med nationalitets- og registreringsmærkninger af medlemsstater, de lande, der har accepteret at overholde ICAO's regulativer. Kapitel 3 opstiller de generelle regler. Disse inkluderer sådanne emner som minimums-højde-krav, cruising levels, fortrinsret, landingsregler, flyveplaner og lufttrafik-kontrol-regler. Kapitel 4 dækker regler for visuelt flyvning, der klarlægger de omstændigheder, under hvilke der er tilstrækkelig synlighed til sådan flyvning, og Kapitel 5 dækker regler for instrument-flyvning.
Bilag 1 til Anneks 2 fastslår regulativerne vedrørende signaler. Disse regler dækker typen af signaler, der skal bruges til nødsignaler sammen med signaler, der bruges af fly under afhjælpning og ved at blive afhjulpet. Dette bilag opstiller også og illustrerer med tegninger de håndsignaler, der bruges af jordbesætningen til at dirigere fly på lufthavne. Bilag 2 overskriver reglerne for afhjælpning af fly, mens Bilag 3 opstiller tabeller for cruising levels. Bilag 4 opstiller reglerne for bemannede frie balloner.
Vedhæftning A dækker afhjælpning af civile fly i mere detalje. Vedhæftning B opstiller procedurer for ulovlig indblanding med civile fly. Pilot-in-command skal fortsætte på sin flyveplan, hvis det er muligt, og sende de korrekte signaler for at underrette myndighederne om situationen.
Anneks 2 er blevet ændret mere end 30 gange siden dens antagelse i 1940'erne. Disse ændringer tillader regulativerne at forblive aktuelle og håndtere opstående problemer eller foretage modificeringer efter behov.
Piloter og navigatorer, der opererer fly inden for USAs luftrom, får oplysninger om eventuelle flyveforbudszoner, de kan møde langs deres rute. Disse områder skal undgås på risiko for juridiske straffe og muligvis værre. Restriktioner i luftrommet Luftnavigationskort har klart afgrænsede områder, d
Federal Aviation Administration (FAA) styrer al luftfart i USA, med mere strengere og specifikke reguleringer rettet mod kommerciel luftfart. Charter-flyvninger styres af Del 135 af Federal Aviation Regulations. Luftdygtighed og Sikkerhed FAA styrer luftdygtigheden af alle charter-fly, som skal bes
Den amerikanske Federal Aviation Administration (FAA) kræver, at alle fly og andre luftfartøjer skal være udstyret med en transponder. En transponder er et radarbåkensystem, der gør det muligt for flyveledelse at identificere luftfartøjer. Ordet transponder er en sammensætning af transmitter (sender
